Tilridning:
Det bærende element i min tilridning er tillid, eftersom tillid er en forudsætning for samarbejde mellem hest og rytter.
Tilridningen starter altid i rondellen, hvor hesten lærer, ikke blot udstyr, men også enkelte grundlæggende kommandoer at kende - især arbejder jeg meget med auditive kommandoer.
Når hesten er fortrolig med udstyr såvel som kommandoer, gøres den ryttervant i rondellen.
Så snart hesten er blevet fortrolig med læringen i rondellen rides den ud - de første gange sammen med en anden hest, senere, når hesten er klar til det, alene.
Jeg lægger vægt på, at hesten gennem hele forløbet er tryg og positiv, og at den ikke stilles større udfordringer, end den magter, både fysisk og psykisk.
Mit mål er således, at en hest - når den er færdigtilredet - er tillidsfuld og glad, og forstår de grundlæggende hjælpere og signaler.
Træning:
Jeg modtager heste i træning, det være sig gangartstræning og/eller mere generel opdragelsestræning.
Jeg tager udgangspunkt i den enkelte hests psyke, uddannelsesniveau og gangartsmønster med henblik på at hesten udvikler sig på den mest hensigtsmæssige måde, også med hensynstagen til ejerens/rytterens formåen og ønsker.
Jeg tilstræber således at opstille et træningsforløb for hesten, som matcher både hesten og rytterens evner. Et vigtig mål i træningen er således, at hesten er trænet på en sådan måde, at den enkelte rytter er i stand til både at vedligeholde og videreudvikle resultatet af et træningsforløb. Jeg anbefaler derfor også altid at et træningsforløb afsluttes med en eller flere undervisningslektioner.